London A Cappella Festival er slut, og det var et pragtfuldt gensyn, som meget snart bliver afløst af længslen efter næste års festival.
LACF er ubetinget min yndlingsfestival. Der er altid et spændende line-up af etablerede og kommende stjerner. og placeringen i bunden af Kings Place skaber en intim stemning, hvor man møder gamle og nye a cappella-venner, hvis man ikke lige falder i snak med en af de mange optrædende.
Mine høje forventninger blev igen indfriet, så er her hvad jeg tager med mig fra LACF 2017:
Overraskende Solala
På de tre svenskeres youtube-kanal synger de omkring et køkkenbord og spiller på hvad der er for hånden af køkkenremedier. Fint, men det kan man da ikke optræde med tænkte jeg.
Men der tog jeg fejl. De har vitterligt et køkkenbord med dug og det hele med på scenen. Og det er både underholderne og dejligt at lytte til. De var tydeligvis begejstrede for at være der, og deres glæde smittede. Jeg er spændt på om konceptet holder uden overraskelsesmomentet. Det vil der være mulighed for at opleve 12. maj i Malmø.
Fællesskabet i Single Singers
Festivalforberedelserne starter for mig når jeg begynder at øve på de fire sange som Single Singers har programsat. Når man så kommer til festivalen er man allerede i gang – udover at man narturligvis møder gengangerne fra sidst og ikke mindst ildsjælene bag Emily May ’t Hoen og Annemarie Homan.
Udover det der altid er rart ved at mødes med Single Singers, var det noget særligt at hjælpe Swingles med at synge kor på Narnia på scenen. Det lukkede første sæt.
De nye stjerner
Både Swingles og Home Free havde nye sangere med siden sidste år.
Jon Smith havde vi oplevet i forbindelse med Vocalmente i sommers hvor Swingles stod for workshops. Og selvom han var god allerede der, så brændte han virkelig i gennem her. Det er som om han hele tiden har været der.
Hos Home Free har Adam Chance taget over for grundlæggeren Chris Rupp. Chance bidrog måske ikke så meget til underholdningen mellem sangene, men når han tog leaden på en sang – hold da op!
Accent fortsætter
For to år siden spillede Accent et kort sæt på den lille scene i Hall 2. I år var de flyttet til Hall 1, og det klædte dem at se dem på den store scene. De er så dejligt talentfulde, nørdede og smittende begejstrede om det de laver. Jeg elsker at se dem optræde sammen i stedet for i multiframes på youtube.
OG de muligheder der byder sig
Det er naturligvis også magisk når muligheden byder sig for at komme til en privat huskoncert med optræden af dejlige Åkervinda og Beatvox et sted i Hackney. Og at man lige kan impromptu optræde med en af Single Singers sangene med assistance fra Tobias Hug og Hobbit…