Viva Vox’ youtubekanal er et studie i hvad der virker på YouTube, det skæve og uventede fungerer. Serbiske Viva Vox har tidligere haft pæn succes med deres Rammstein cover og Prodigy mix som begge har fået over en million hits. Jeg mener at deres nye Rage Against The Machine cover bør kunne overgå det.

Det er en imponerende scene de har fået sat sig selv op på, da de skal åbne EXIT festivallen. men jeg skal da love for, at de formår at fylde den ud. Det varmer mit nørdede a cappella hjerte at se et kor virkelig brænde igennem på så stor en scene og have så godt fat i publikum, selvom det regner kraftigt.

Det lykkedes naturligvis fordi et så potent rocknummer passer godt ind i sådan en sammenhæng. Og så er det godt arrangeret og godt sunget.

Men mest af alt er jeg glad for at se dem gå “all in” på sangen. Og det er alle. Deres påklædning, korets attitude, dirigentens attitude, spillet mellem dirigent og forsanger – men mest af alt har de en forsanger som virkelig ejer den sang.