Denne optræden har det hele, så den er svær at beskrive. Jeg bliver dog især hypnotiseret afden tunge rytme, der bliver etableret sammen med publikummets intro til Jazzchor der Uni Bonns fortolkning af Delta Rae’s „Bottom of the River‟. Og derfra fortsætter det med effektive virkemidler som skiftet mellem unison/flerstemmigt og bodypercussion. Og hvad sker der lige for at et kor kan optræde for en fyldt Kölner Philharmonie?
