Forventningsfuld og fortrøstningsfuld tager jeg til London A Cappella Festival for sjette gang. Forventinger om gensyn, nye bekendtskaber og spændende a cappella musik. Og fortrøstning om at LACF aldrig har skuffet mig.
Gensynet er øjeblikkeligt. Det velkendte kvarter Kings Cross, hvor man har travet mange gange frem og tilbage mellem hotellet og Kings Cross. Og hurtigt begynder man at se kendte ansigter, når de andre a cappella-nørder begynder at indfinde sig. Og ikke mindst de andre Single Singers.
Musikken er på åbningsdagen lagt i hænderne på Black Voices og Laura Mvula. Ingen af dem kendte jeg på forhånd. Så jeg gik ind i det med åbent sind. Black Voices er en kvintet med fem kvindestemmer. Laura Mvula har været med i Black Voices men har i dag en solo karriere. Ved denne lejlighed havde de desuden en perkussionist med.
Koncerten var en blanding af Black Voices sammen med Mvula, Black Voices alene og Mvula alene. Hendes sange var ikke nødvendigvis a cappella, så de snød et flygel med på scenen selvom det er en a cappella festival. Men fred være med det.
Udover af være en del af festivalprogrammet, så indgik koncerten også i en del af Kings Places fokus på kvindelige komponister “Venus Unwrapped”. Om det var det dogme der gjorde udslaget ved jeg ikke, men jeg følte at der manglede lidt power for at sætte festivalen eftertrykkeligt i gang. Der er ingen tvivl om Black Voices’ talent, men det jeg tager med mig fra aftenen er det nye bekendtskab med Laura Mvula. Hun betagede mig som sanger og som performer. Hende vil jeg høre mere til, når jeg kommer hjem igen.
