Det er femte gang jeg har deltaget i London A Cappella Festival, og hver gang har følelsen været den samme, når vi når lørdagen. Vi er inde på opløbsstrækningen, og enhver træthed fra de foregående dage bliver sat til side, for nu skal nydes – fra den første workshop til afterpartyet.

Musae giver den gas ved LACF 2018

Dagens første koncert var med den amerikanske pigegruppe Musae. En gruppe jeg har fulgt i nogle år hvor de har delt spændende ting på YouTube. Deres musik er primært radiohits af typen, der kræver bas og beat. Det sidste er ikke noget problem. Der er masser af gode kvindelige beatboxere, og en af dem er med i Musae. Der er længere mellem kvinder med en god dyb bas. Det kan løses med en oktaver-pedal, og det gjorde de så. Indledningsvis fandt jeg dog den oktaverede lyd irriterende. Men som afbræk på den store kraftige lyd, der er i de fleste af deres sange, så brød de ud og sang akustisk i triobesætning. Efter det gik det bedre, og Musae var præcist så gode, som jeg havde håbet på.

New York Voices får a cappella-assistance fra The Swingles’ Ed og Kevin ved LACF 2018

Efter at have oplevet New York Voices ved AAVF 2017, var jeg lidt skeptisk. For ved den lejlighed havde de en jazztrio med, og selvom de også havde a cappella-satser, så var det tydeligt, det ikke var deres foretrukne opstilling. Men til en a cappella-festival i modsætning til en vokalfestival må vægten i sagens natur skifte. Og det gjorde den så. De sang både a cappella alene, med hjælp fra Ed og Kevin og fra hele The Swingles. De enkelte sange hvor de gjorde bruge af det opstillede Steinwayflygel eller den medbragte saxofon, kan ikke skæmme indtrykket af en vellykket koncert. Og så er det professionelle overskud imponerende hos en gruppe, der har sunget sammen i nu 30 år.

The Swingles på scenen med 2 alter på samme tid! Dette blev også koncerten hvor den første barsels-alt gav stafetten videre til den næste.

Og så kom endelig den årlige hovedkoncert med The Swingles. Jeg kunne skrive en masse om koncerten, som bare ville være gentagelse af, hvad jeg har skrevet tidligere om hvor fantastisk en gruppe The Swingles er. Men det gælder sådan set stadigvæk. Jeg har set dem nu syv gange siden min første LACF i 2014. Der er skiftet lidt ud på pladserne. Der har været afløsere med. Og alligevel holder de fast på deres lyd. Det vidner et solidt koncept, som nok skal holde og udvikles sig i fremtiden. Også selvom de lige nu synger med vikar for Claire og er ved at finde Sarahs afløser.

Jeg er dybt taknemmelig for at The Swingles stabler LACF på benene hvert år. Det er ubetinget min yndlingsfestival. Og jeg glæder mig til at se hvem de bringer til LACF 2019, som vil være den tiende i rækken.